Powered by .legal

Artikel 95 – Adfærdskodekser for frivillig anvendelse af specifikke krav

Kort fortalt

AI-kontoret og EU-landene skal støtte frivillige adfærdskodekser. De kan blandt andet fremme anvendelsen af krav til højrisiko-systemer på AI-systemer, som ikke er højrisiko.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad handler Artikel 95 – Adfærdskodekser for frivillig anvendelse af specifikke krav om?

AI-kontoret og EU-landene skal støtte frivillige adfærdskodekser. De kan blandt andet fremme anvendelsen af krav til højrisiko-systemer på AI-systemer, som ikke er højrisiko.

Hvor finder jeg den officielle tekst?

Den fulde konsoliderede tekst findes på EUR-Lex. GDPR.DK's gengivelse er et læsevenligt opslagsværk og har ingen selvstændig retsvirkning.

Kilde og version

Den konsoliderede danske tekst følger 2026-07-27 (CELEX 02024R1689-20260727).

Den konsoliderede ordlyd

1.  

AI-kontoret og medlemsstaterne tilskynder til og letter udarbejdelsen af adfærdskodekser, herunder tilhørende forvaltningsmekanismer, der har til formål at fremme frivillig anvendelse af visse af eller alle de i kapitel III, afdeling 2, fastsatte krav på AI-systemer, der ikke er højrisiko-AI-systemer, under hensyntagen til de tilgængelige tekniske løsninger og industriens bedste praksis, der gør det muligt at anvende sådanne krav.

2.  

AI-kontoret og medlemsstaterne letter udarbejdelsen af adfærdskodekser vedrørende frivillig anvendelse, herunder fra idriftsætternes side, af specifikke krav til alle AI-systemer på grundlag af klare mål og centrale resultatindikatorer til måling af realiseringen af disse mål, herunder elementer såsom, men ikke begrænset til:

a) 

relevante elementer fastsat i Unionens etiske retningslinjer for troværdig AI

b) 

vurdering og minimering af AI-systemers indvirkning på miljømæssig bæredygtighed, herunder med hensyn til energieffektiv programmering og teknikker til effektiv udformning, træning og anvendelse af AI

c) 

fremme af AI-færdigheder, navnlig hos personer, der beskæftiger sig med udvikling, drift og anvendelse af AI

d) 

fremme af en inklusiv og mangfoldig udformning af AI-systemer, herunder gennem oprettelse af inklusive og mangfoldige udviklingsteams og fremme af interessenters inddragelse i denne proces

e) 

vurdering og forebyggelse af, at AI-systemer har negativ indvirkning på sårbare personer eller grupper af sårbare personer, herunder for så vidt angår tilgængelighed for personer med handicap, samt på ligestilling mellem kønnene.

3.  

Adfærdskodekser kan udarbejdes af individuelle udbydere eller idriftsættere af AI-systemer, af organisationer, der repræsenterer dem, eller af begge, herunder med inddragelse af eventuelle interesserede parter og deres repræsentative organisationer, herunder civilsamfundsorganisationer og den akademiske verden. Adfærdskodekser kan omfatte et eller flere AI-systemer under hensyntagen til ligheden mellem de relevante systemers tilsigtede formål.

4.  

Når AI-kontoret og medlemsstaterne tilskynder til og letter udarbejdelsen af adfærdskodekser, tager de hensyn til SMV’ers, herunder iværksættervirksomheders, og SMC’ers særlige interesser og behov.

→ Fuld konsolideret tekst på EUR-Lex

Gratis GDPR Kursus

Tilmeld dig GDPR.DK’s gratis kursus. Et forløb med +12 lektioner via mail. Se privatlivspolitik.

Gratis kursus via Email