Den officielle tekst
(29)
Kritiske enheder bør træffe passende tekniske, sikkerhedsmæssige og organisatoriske foranstaltninger, der står i et rimeligt forhold til de risici, som de står over for, for at forebygge, beskytte mod, reagere på, modstå, afbøde, absorbere, tilpasse sig til og komme på fode igen efter en hændelse. Mens kritiske enheder bør træffe disse foranstaltninger i overensstemmelse med dette direktiv, bør sådanne foranstaltningers nærmere enkeltheder og omfang afspejle de forskellige risici, som hver kritiske enhed har identificeret som led i sin risikovurdering, og de særlige forhold, der gør sig gældende for en sådan enhed, på en passende og forholdsmæssig måde. For at fremme en sammenhængende EU-tilgang bør Kommissionen efter høring af Gruppen for Kritiske Enheders Modstandsdygtighed vedtage ikkebindende retningslinjer for nærmere at præcisere disse tekniske, sikkerhedsmæssige og organisatoriske foranstaltninger. Medlemsstaterne bør sikre, at hver kritisk enhed udpeger en forbindelsesofficer eller tilsvarende som kontaktpunkt for de kompetente myndigheder.