Kort fortalt
Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder skal underrette modtagere af deres tjenester, myndigheder eller juridiske personer, der udfører myndighedsopgaver, om trusler eller hændelser, der kan ramme eller har potentiale til at ramme virksomhedens leverancer. Bestemmelsen er en hjemmel: pligten opstår først, når der er udstedt regler. Hvor § 12 handler om underretning og indrapportering generelt, nævner § 13 udtrykkeligt modtagerne af virksomhedens tjenester som en gruppe, der kan skulle have besked.
Det betyder i praksis
Har I mange kunder eller andre, der afhænger af jeres levering, så overvej på forhånd, hvordan I kan advare dem, hvis I rammes. Om det er et krav, afgør reglerne efter § 13.
Ofte stillede spørgsmål
Skal vi advare vores kunder, hvis vi bliver ramt af en hændelse?
Loven stiller ikke selv pligten op. § 13 giver ministeren hjemmel til at lave regler om det, og efter § 21, nr. 3, kan ministeren i en konkret situation påbyde en virksomhed at underrette dem, den leverer til, om en væsentlig cybertrussel.
Hvad er forskellen på § 13 og § 21, nr. 3?
§ 13 gælder generelle regler om underretning af modtagere, myndigheder og visse andre. § 21, nr. 3, er et individuelt påbud, som ministeren kan give en virksomhed på grund af en væsentlig cybertrussel.
Relaterede bestemmelser
- § 12 – Regler om underretning om hændelser
- § 21 – Påbud og forbud
- NIS 2-loven § 15 – Underretning af kunder og modtagere
- NIS2-direktivet: Artikel 23 – Rapporteringsforpligtelser
Den officielle ordlyd
§ 13. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om virksomheders pligt til at underrette modtagere af deres tjenester, myndigheder eller juridiske personer, som udfører myndighedsopgaver, om trusler eller hændelser, der kan påvirke eller har potentiale til at påvirke virksomhedens levering af tjenester.
Den officielle tekst følger LOV nr. 258 af 6. marts 2025.