Den officielle tekst
(5)
Den voksende indbyrdes afhængighed mellem infrastruktur og sektorer er resultatet af et stadig mere grænseoverskridende og indbyrdes afhængigt net af tjenester, der anvender nøgleinfrastruktur i hele Unionen, i sektorerne energi, transport, bankvæsen, drikkevand, spildevand, produktion, tilvirkning og distribution af fødevarer, sundhed, rummet, finansiel markedsinfrastruktur og digital infrastruktur samt i visse aspekter af sektoren for offentlig forvaltning. Rumsektoren er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde med hensyn til levering af visse tjenester, der er afhængige af jordbaseret infrastruktur, som ejes, forvaltes og drives af enten medlemsstaterne eller private parter; derfor er infrastruktur, der ejes, forvaltes eller drives af eller på vegne af Unionen som led i dens rumprogram, ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.
Hvad angår energisektoren og navnlig metoderne til produktion og transmission af elektricitet (med hensyn til elforsyning), er det underforstået, at elproduktion, for så vidt det skønnes hensigtsmæssigt, kan inkludere eltransmissionsdele af kernekraftværker uden at inkludere de specifikt nukleare elementer, der er omfattet af traktater og EU-retten, herunder relevante EU-retsakter vedrørende kernekraft. Processen for identifikation af kritiske enheder i fødevaresektoren bør på passende vis afspejle det indre markeds karakter i denne sektor og de omfattende EU-regler vedrørende de generelle principper og krav for fødevareret og fødevaresikkerhed. For at sikre, at der er en forholdsmæssig tilgang og for på passende vis at afspejle disse enheders rolle og betydning på nationalt plan bør kritiske enheder derfor kun identificeres blandt fødevarevirksomheder, hvad enten de er med eller uden gevinst for øje, og uanset om de er offentlige eller private, som udelukkende beskæftiger sig med logistik, engrosdistribution og industriel produktion og tilvirkning i stor skala med en betydelig markedsandel som observeret på nationalt plan. Disse indbyrdes afhængighedsforhold betyder, at enhver forstyrrelse af væsentlige tjenester, selv en, der oprindeligt var begrænset til én enhed eller én sektor, kan have kaskadevirkninger mere generelt, hvilket potentielt kan føre til en vidtrækkende og langsigtet negativ indvirkning på leveringen af tjenester på hele det indre marked. Store kriser, såsom covid-19-pandemien, har vist, at vores stadig mere indbyrdes afhængige samfund er sårbare over for risici med stor indvirkning og lav sandsynlighed.