Den officielle tekst
(3)
Selv om en række foranstaltninger på EU-plan, såsom det europæiske program for beskyttelse af kritisk infrastruktur, og på nationalt plan har til formål at støtte beskyttelsen af kritisk infrastruktur i Unionen, bør der gøres mere for bedre at udstyre de enheder, der driver sådan infrastruktur, til at håndtere risiciene for deres drift, som kunne føre til forstyrrelse i leveringen af væsentlige tjenester. Der bør også gøres mere for bedre at udstyre sådanne enheder, da der foreligger et dynamisk trusselsbillede, der omfatter voksende hybride trusler og terrortrusler, og voksende indbyrdes afhængighed mellem infrastruktur og sektorer. Desuden er der en øget fysisk risiko som følge af naturkatastrofer og klimaændringer, hvilket intensiverer hyppigheden og omfanget af ekstreme vejrforhold og medfører langsigtede ændringer i de gennemsnitlige klimaforhold, der kan reducere visse infrastrukturtypers kapacitet, effektivitet og levetid, hvis foranstaltninger til klimatilpasning ikke er på plads. Endvidere er det indre marked kendetegnet ved fragmentering med hensyn til identifikation af kritiske enheder, fordi relevante sektorer og kategorier af enheder ikke anerkendes konsekvent som kritiske i alle medlemsstaterne. Dette direktiv bør derfor opnå et solidt harmoniseringsniveau med hensyn til de sektorer og kategorier af enheder, der er omfattet af dets anvendelsesområde.