Den officielle tekst
(29)
Selv om EU-retten vedrørende finansielle tjenesteydelser indeholder visse generelle regler om outsourcing, er overvågningen af den kontraktlige dimension ikke fuldt ud forankret i EU-retten. I mangel af klare og skræddersyede EU-standarder, som finder anvendelse på de kontraktlige ordninger, der indgås med tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, er der ikke på fyldestgørende vis taget højde for den eksterne kilde til IKT-risiko. Derfor er det nødvendigt at fastsætte visse centrale principper, der skal fungere som rettesnor for finansielle enheders styring af IKT-tredjepartsrisici, som er af særlig betydning, når finansielle enheder benytter tredjepartsudbydere af IKT-tjenester til at støtte deres kritiske eller vigtige funktioner. Disse principper bør ledsages af et sæt centrale kontraktlige rettigheder i forhold til flere elementer af opfyldelse og opsigelse af kontraktlige ordninger med henblik på at yde visse minimumsgarantier for at styrke finansielle enheders evne til effektivt at overvåge alle IKT-risici, der opstår hos tredjepartstjenesteudbydere. Disse principper supplerer den sektorspecifikke ret, der finder anvendelse på outsourcing.