Den officielle tekst
(83)
Kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester bør kunne levere IKT-tjenester fra et hvilket som helst sted i verden og derfor ikke nødvendigvis eller ikke kun fra lokaler beliggende i Unionen. Tilsynsaktiviteter bør først gennemføres på lokaler beliggende i Unionen og ved at interagere med enheder, der er beliggende i Unionen, herunder de dattervirksomheder, der er etableret af kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester i henhold til denne forordning. Sådanne tiltag inden for Unionen kan imidlertid være utilstrækkelige til, at den ledende tilsynsførende fuldt ud og effektivt kan varetage sine opgaver i henhold til denne forordning. Den ledende tilsynsførende bør derfor også kunne udøve sine relevante tilsynsbeføjelser i tredjelande. Udøvelsen af disse beføjelser i tredjelande bør gøre det muligt for den ledende tilsynsførende at undersøge de faciliteter, hvorfra IKT-tjenesterne eller de tekniske supporttjenester faktisk leveres eller forvaltes af den kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, og bør give den ledende tilsynsførende en omfattende og operationel forståelse af IKT-risikostyringen ved den kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester. Den ledende tilsynsførendes mulighed for som et EU-agentur at udøve beføjelser uden for Unionens område bør være behørigt afgrænset af relevante betingelser, navnlig samtykke fra den berørte kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester. Tilsvarende bør de relevante myndigheder i tredjelandet underrettes om og ikke have gjort indsigelse mod den ledende tilsynsførendes udøvelse af aktiviteter på deres eget område. For at sikre en effektiv gennemførelse, og uden at det berører EU-institutionernes og medlemsstaternes respektive beføjelser, er det imidlertid også nødvendigt, at sådanne beføjelser er fuldt forankret i indgåelsen af administrative samarbejdsordninger med de relevante myndigheder i det berørte tredjeland. Denne forordning bør derfor give ESA’erne mulighed for at indgå administrative samarbejdsordninger med de relevante myndigheder i tredjelande, som ikke derudover bør skabe retlige forpligtelser for Unionen og dens medlemsstater.