Den officielle tekst
(89)
Da udpegelsen som kritisk har en betydelig indvirkning, bør denne forordning sikre, at rettighederne for kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester overholdes i hele gennemførelsen af tilsynsrammen. Inden sådanne udbydere udpeges som kritiske, bør de f.eks. have ret til at indgive en begrundet erklæring til den ledende tilsynsførende med alle relevante oplysninger med henblik på vurderingen i forbindelse med deres udpegelse. Eftersom den ledende tilsynsførende bør have beføjelse til at fremsætte henstillinger vedrørende IKT-risiko og passende afhjælpende foranstaltninger dertil, hvilket omfatter beføjelsen til at gøre indsigelse mod visse kontraktlige ordninger, som i sidste ende påvirker stabiliteten i den finansielle enhed eller det finansielle system, bør kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester også have mulighed for inden færdiggørelsen af disse henstillinger at fremlægge redegørelser for den forventede virkning af de løsninger, der påtænkes i henstillingen, for kunder, som er enheder, der ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og for at udarbejde løsninger til at afbøde risici. Kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der er uenige i henstillingerne, bør indgive en begrundet redegørelse for deres hensigt om ikke at tilslutte sig henstillingen. Hvis en sådan begrundet redegørelse ikke indgives, eller hvis den anses for at være utilstrækkelig, bør den ledende tilsynsførende udsende en offentlig meddelelse, der kort beskriver den manglende overholdelse.