Kort fortalt
Kommissionen skal for at undgå fragmentering fastsætte de nærmere regler for AI-sandkasser ved gennemførelsesretsakter efter undersøgelsesproceduren. De skal omfatte fælles principper om støtteberettigelse og udvælgelse, procedurer for ansøgning, deltagelse og afslutning, vilkår for deltagerne og inddragelse af databeskyttelsesmyndighederne. Artiklen fastsætter, hvad retsakterne skal sikre, fx åbne, fair kriterier, svar på ansøgning inden tre måneder, gratis adgang for SMV’er og et tidsrum, der passer til projektet. Selve detaljerne står ikke i artiklen.
Det betyder i praksis
Hvordan man søger om og deltager i en sandkasse, fremgår ikke af AI Act selv, men af gennemførelsesretsakterne og den nationale myndigheds regler. Virksomheder bør følge dem, når sandkasserne åbner.
Ofte stillede spørgsmål
Er det gratis for SMV'er at deltage i en AI-sandkasse?
Gennemførelsesretsakterne skal sikre, at adgangen er gratis for SMV'er, herunder iværksættervirksomheder. Det gælder dog uden at berøre ekstraordinære omkostninger, som de nationale kompetente myndigheder kan få dækket på en fair og forholdsmæssig måde.
Hvor lang tid må jeg vente på svar på min ansøgning?
Gennemførelsesretsakterne skal sikre, at ansøgerne får besked om afgørelsen senest tre måneder efter, at de har ansøgt. Kriterierne for udvælgelse skal være gennemsigtige og fair.
Hvor længe kan jeg deltage i en sandkasse?
Deltagelsen skal begrænses til en periode, der passer til projektets kompleksitet og omfang. Den nationale kompetente myndighed kan forlænge perioden.
Relevante betragtninger
Relaterede bestemmelser
- Artikel 57 – Reguleringsmæssige AI-sandkasser
- Artikel 59 – Viderebehandling af personoplysninger med henblik på udvikling af visse samfundsnyttige AI-systemer i den reguleringsmæssige AI-sandkasse
- Artikel 62 – Foranstaltninger for udbydere og idriftsættere, navnlig SMV’er, herunder iværksættervirksomheder
- Artikel 98 – Udvalgsprocedure
Den officielle ordlyd
1.
For at undgå fragmentering i Unionen vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der fastsætter de nærmere ordninger for oprettelse, udvikling, gennemførelse, drift og forvaltning af og tilsyn med de reguleringsmæssige AI-sandkasser. Disse gennemførelsesretsakter skal omfatte fælles principper vedrørende følgende punkter:
a)
støtteberettigelse og udvælgelseskriterier med henblik på deltagelse i den reguleringsmæssige AI-sandkasse
b)
procedurer for anvendelse, deltagelse, overvågning, udtræden fra og afslutning af den reguleringsmæssige AI-sandkasse, herunder sandkasseplanen og slutrapporten
c)
hvilke vilkår og betingelser der gælder for deltagerne.
d)
de nærmere regler for forvaltningen af reguleringsmæssige AI-sandkasser, der er omfattet i henhold til artikel 57, herunder for så vidt angår de kompetente databeskyttelsesmyndigheders inddragelse og tilsyn, hvor det er relevant, og koordineringen og samarbejdet på nationalt plan og EU-plan.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 98, stk. 2.
2.
De i stk. 1 omhandlede gennemførelsesretsakter skal sikre:
a)
at reguleringsmæssige AI-sandkasser er åbne for enhver ansøgende udbyder eller potentiel udbyder af et AI-system, som opfylder støtteberettigelses- og udvælgelseskriterierne, som skal være gennemsigtige og fair, og at de nationale kompetente myndigheder underretter ansøgerne om deres afgørelse senest tre måneder efter ansøgningen
b)
at reguleringsmæssige AI-sandkasser giver bred og lige adgang og holder trit med efterspørgslen efter deltagelse; udbydere og potentielle udbydere kan også indgive ansøgninger i partnerskab med idriftsættere eller andre relevante tredjeparter
c)
at de nærmere ordninger for og betingelser vedrørende reguleringsmæssige AI-sandkasser i videst mulig udstrækning støtter fleksibilitet for nationale kompetente myndigheder til at oprette og drive deres reguleringsmæssige AI-sandkasser
d)
at adgang til de reguleringsmæssige AI-sandkasser er gratis for SMV’er, herunder iværksættervirksomheder, uden at det berører ekstraordinære omkostninger, som de nationale kompetente myndigheder kan få dækket på fair og forholdsmæssig vis
e)
at de ved hjælp af læringsresultaterne fra de reguleringsmæssige AI-sandkasser gør det lettere for udbydere og potentielle udbydere at overholde overensstemmelsesvurderingsforpligtelserne i henhold til denne forordning og frivilligt at anvende adfærdskodekserne, som er omhandlet i artikel 95
f)
at de reguleringsmæssige AI-sandkasser letter inddragelsen af andre relevante aktører inden for AI-økosystemet såsom bemyndigede organer og standardiseringsorganisationer, SMV’er, herunder iværksættervirksomheder, virksomheder, innovatorer, afprøvnings- og forsøgsfaciliteter, forsknings- og forsøgslaboratorier og europæiske digitale innovationsknudepunkter, ekspertisecentre, individuelle forskere, med henblik på at muliggøre og lette samarbejdet med den offentlige og private sektor
g)
at procedurer, processer og administrative krav vedrørende ansøgning om, udvælgelse af, deltagelse i og udtræden af den reguleringsmæssige AI-sandkasse er enkle, letforståelige og klart kommunikeret, så det bliver lettere for SMV’er, herunder iværksættervirksomheder, med begrænset juridisk og administrativ kapacitet at deltage, og strømlines i hele Unionen for at undgå fragmentering, samt at deltagelse i en reguleringsmæssig AI-sandkasse oprettet af en medlemsstat eller af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse anerkendes gensidigt og ensartet og har samme retsvirkning i hele Unionen
h)
at deltagelse i den reguleringsmæssige AI-sandkasse begrænses til en periode, der er passende til projektets kompleksitet og omfang, og som kan forlænges af den nationale kompetente myndighed
i)
at reguleringsmæssige AI-sandkasser letter udviklingen af værktøjer og infrastruktur til afprøvning, benchmarking, vurdering og forklaring af dimensioner af AI-systemer, der er relevante for reguleringsmæssig læring såsom nøjagtighed, robusthed og cybersikkerhed, samt foranstaltninger til at mindske risici for de grundlæggende rettigheder og samfundet som helhed.
3.
Potentielle udbydere i de reguleringsmæssige AI-sandkasser, navnlig SMV’er og iværksættervirksomheder, henvises, hvis det er relevant, til føridriftsættelsestjenester såsom vejledning om gennemførelsen af denne forordning, til andre værdiforøgende tjenester såsom hjælp med standardiseringsdokumenter og certificering, afprøvnings- og forsøgsfaciliteter, europæiske digitale innovationsknudepunkter og ekspertisecentre.
4.
Hvis de nationale kompetente myndigheder overvejer at tillade afprøvning under faktiske forhold under tilsyn inden for rammerne af en reguleringsmæssig AI-sandkasse, der skal oprettes i henhold til denne artikel, aftaler de specifikt vilkårene og betingelserne for en sådan afprøvning og navnlig de fornødne sikkerhedsforanstaltninger med deltagerne med henblik på at beskytte de grundlæggende rettigheder, sundheden og sikkerheden. Hvis det er relevant, samarbejder de med andre nationale kompetente myndigheder med henblik på at sikre en ensartet praksis i hele Unionen.
Den konsoliderede danske tekst følger 2026-07-27 (CELEX 02024R1689-20260727).