Kort fortalt
Udbydere skal overvåge højrisiko-AI-systemer, efter at de er bragt i omsætning. Overvågningen skal dokumenteres og bruges til løbende at vurdere, om systemerne fortsat opfylder kravene.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad handler Artikel 72 – Udbydernes overvågning efter omsætningen og plan for overvågning efter omsætningen for højrisiko-AI-systemer om?
Udbydere skal overvåge højrisiko-AI-systemer, efter at de er bragt i omsætning. Overvågningen skal dokumenteres og bruges til løbende at vurdere, om systemerne fortsat opfylder kravene.
Hvor finder jeg den officielle tekst?
Den fulde konsoliderede tekst findes på EUR-Lex. GDPR.DK's gengivelse er et læsevenligt opslagsværk og har ingen selvstændig retsvirkning.
Kilde og version
Den konsoliderede danske tekst følger 2026-07-27 (CELEX 02024R1689-20260727).
Den konsoliderede ordlyd
1.
Udbyderne skal oprette og dokumentere et system til overvågning efter omsætningen på en måde, der står i et rimeligt forhold til arten af AI-teknologierne og risiciene ved højrisiko-AI-systemet.
2.
Systemet til overvågning efter omsætningen indsamler, dokumenterer og analyserer relevante data, som idriftsætterne kan afgive, eller som kan indsamles via andre kilder, om højrisiko-AI-systemers ydeevne i hele deres levetid, og som giver udbyderen mulighed for at evaluere, at AI-systemerne løbende overholder de i kapitel III, afdeling 2, fastsatte krav. Hvis det er relevant, skal overvågning efter omsætningen omfatte en analyse af interaktionen med andre AI-systemer. Denne forpligtelse omfatter ikke følsomme operationelle data om idriftsættere, som er retshåndhævende myndigheder.
3.
Systemet til overvågning efter omsætningen skal baseres på en plan for overvågning efter omsætningen. Planen for overvågning efter omsætningen skal være en del af den tekniske dokumentation, der er omhandlet i bilag IV. Kommissionen vedtager senest den 2. september 2027, under størst mulig hensyntagen til AI-udvalgets udtalelse, vejledning, herunder en skabelon, for planen for overvågning efter omsætningen.
4.
For højrisiko-AI-systemer, der er omfattet af EU-harmoniseringslovgivningen, som er opført i bilag I, afsnit A, hvor der allerede er etableret et system til og en plan for overvågning efter omsætningen i henhold til nævnte lovgivning, skal udbyderne med henblik på at sikre sammenhæng, undgå overlap og minimere yderligere byrder have mulighed for, alt efter hvad der er relevant, at integrere de nødvendige elementer, der er beskrevet i stk. 1, 2 og 3, ved hjælp af den model, der er omhandlet i stk. 3, i allerede eksisterende systemer og planer i henhold til nævnte lovgivning, forudsat at dette opnår et tilsvarende beskyttelsesniveau.
Dette stykkes første afsnit finder også anvendelse på de i bilag III, punkt 5, omhandlede højrisiko-AI-systemer, der bringes i omsætning eller ibrugtages af finansielle institutioner, som er underlagt krav i henhold til EU-retten om finansielle tjenesteydelser for så vidt angår deres interne ledelse, ordninger eller processer.