For at sikre et klart overblik over DNS-tjenesteudbydere, topdomænenavneadministratorer, enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, og udbydere af cloudcomputingtjenester, af datacentertjenester, af indholdsleveringsnetværk, af administrerede tjenester, af administrerede sikkerhedstjenester, af onlinemarkedspladser, af onlinesøgemaskiner og af platforme for sociale netværkstjenester, der leverer tjenester i hele Unionen, som er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, bør ENISA oprette og føre et register over sådanne enheder på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne modtager, i givet fald gennem nationale mekanismer oprettet for, at enheder kan registrere dem selv. De centrale kontaktpunkter bør sende ENISA oplysningerne og eventuelle ændringer heraf. Med henblik på at sikre, at de oplysninger, som skal optages i dette register, er nøjagtige og fuldstændige, kan medlemsstaterne tilsende ENISA de oplysninger, der findes om de pågældende enheder i nationale registre. ENISA og medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til at fremme interoperabiliteten mellem sådanne registre, samtidig med at beskyttelsen af fortrolige eller klassificerede oplysninger sikres. ENISA bør fastsætte passende protokoller for klassificering og forvaltning af oplysninger for at sikre, at de udleverede oplysningers sikkerhed og fortrolighed bevares, og at adgangen til, lagringen af og overførsel af sådanne oplysninger begrænses til de tiltænkte brugere.