For at styrke de tilsynsbeføjelser og -foranstaltninger, der bidrager til at sikre effektiv overholdelse, bør dette direktiv indeholde en minimumsliste over tilsynsforanstaltninger og -midler, hvorigennem de kompetente myndigheder kan føre tilsyn med væsentlige og vigtige enheder. Desuden bør der ved dette direktiv indføres en differentiering af tilsynsordningen for henholdsvis væsentlige og vigtige enheder med henblik på at sikre en rimelig balance mellem forpligtelser for disse enheder og for de kompetente myndigheder. Væsentlige enheder bør derfor være underlagt en omfattende forudgående og efterfølgende tilsynsordning, mens vigtige enheder bør være underlagt en lettere, rent efterfølgende tilsynsordning. Vigtige enheder bør derfor ikke være forpligtet til systematisk at dokumentere overholdelsen af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, mens de kompetente myndigheder bør anvende en reaktiv efterfølgende tilgang til tilsyn og dermed ikke have en generel forpligtelse til at føre tilsyn med disse enheder. Det efterfølgende tilsyn med vigtige enheder kan udløses af dokumentation, tegn eller oplysninger, som de kompetente myndigheder gøres opmærksom på, og som efter deres opfattelse tyder på potentielle overtrædelser af dette direktiv. Sådan dokumentation, sådant tegn eller sådanne oplysninger kunne være af den type, som de kompetente myndigheder modtager fra andre myndigheder, enheder, borgere, medier eller andre kilder eller offentligt tilgængelige oplysninger, eller kunne hidrøre fra andre aktiviteter, der indgår i de kompetente myndigheders udførelse af deres opgaver.